Mød Maria – hende du måske støder på
Når du besøger Key2balance, kan du være heldig at møde Maria – måske bag en hæk, i haven med et redskab i hånden eller i færd med at åbne en dør med et smil og et par godbidder i lommen. Maria bor nemlig her på gården og er en naturlig del af hverdagen omkring klinikken.
Hun er altid klar med en hjælpende hånd, et godt fif eller en lun bemærkning. Maria har i klinikkens pauser, som regel selskab af sine to hunde, Bonus og Mica, som er miniature American Shepherds. Sammen træner de blandt andet Nose Work, tricks, lydighed m.m.
Maria er uddannet hundemassør og kraniosakral terapeut til dyr. Tidligere har hun arbejdet professionelt som hundefrisør i mere end 15 år – især med en kærlighed for ruhårede trimmeracer. Hun har desuden en særlig interesse for ernæring og er skarp til BARF-fodring. Faktisk er hun lidt af et leksikon, når det kommer til hundefoder og råfodring.
Før hun “gik helt i hundene”, var hun fiskeriteknolog fra Aalborg Universitet – men i dag er det dyrene og haven, der har hendes hjerte.